Vores blog

Julen er et stærkt brand. Budskabet er enkelt og taler til vores følelser, uanset om vi tror på gud eller bare synes, det er dejligt, at et udsat barn kan være mønsterbryder og gøre karriere på verdensplan.

Vi lever i en tid, hvor alle ved, hvor stor betydning markedsføring og branding har. Ikke kun firmaer, byer og lande, men også offentlige institutioner. Det, at adskille sig fra ”de andre” er blevet vigtigt for medarbejdernes trivsel, kundernes tilfredshed og økonomisk overlevelse.

Nu er det snart jul. Så lad os kaste os ud i et lille tankeeksperiment. Tænk, hvis ”Julen” var en virksomhed eller institution, et brand eller varemærke?

Jul – et varemærke?

Hovedpersonen bliver nogle gange glemt. Men ret beset ’brander’ virksomheden sig jo på en overvægtig, ældre mand, der bryder ind i folks private hjem ad bagvejen og rejser rundt i et mærkværdigt, flyvende køretøj uden nummerplade. Julen burde egentlig ikke fungere. Logisk set burde den være lige så betydningsfuld for os som … for eksempel Romerriget for 2000 år siden. Julen bryder med alle gængse regler for gældende forretningsmodeller i det offentlige og erhvervslivet. Julen er ikke blevet omstruktureret, der har aldrig været fyringsrunder, den er stort set ikke blevet re-brandet, og den er for kunderne kun tilgængelig én gang om året. Firmaets indehaver er aldrig blevet interviewet. Der forefindes ingen egen hjemmeside, Facebook side, Twitter- eller Instagram account. Henvendelser kan udelukkende ske ved håndskrevne breve, der sendes med posten og gerne skal forsynes med en lille tegning for overhovedet at blive læst. Lyder det ikke som ren Oldschool?

Jul set ud fra et branding-perspektiv

Se blot på fortællingen om virksomhedens grundlæggelse. En stjerne, konger, hyrder, engle, en nyfødt baby i en stald. Far og mor er ikke gift med hinanden, faren til ungen er en anden, ingen plads i herberget og sære mineraler i fødselsdagsgave. Selv datoen er der uklarhed omkring: den 24. eller 25. december, eller i nogle lande, den 6. januar. Sikkert er kun, at det skete i de dage, da der udgik en befaling fra kejser Augustus. Oh My God! Set ud fra et branding-perspektiv er Julen noget rod! Der er intet standardiseret logo, sproget og skrifttyperne er gammeldags, og farverne er der ikke blevet ændret på, siden en amerikansk softdrink-producent bestemte, hvordan de skulle være.

Den ældre, overvægtige mand opfordrer små børn til at tage plads på sit skød. I dag ville ”Me-too bevægelsen” protestere kraftigt.

Rensdyrenes professionelle hverdag

Dyrevelfærden ville blande sig i de udpinte rensdyrs arbejdsvilkår. Allervigtigst er, at det er imod rensdyrs natur at flyve igennem luften! På en eneste nat skal de flyve hele verden rundt og besøge mere end 100 millioner kristne husstande, hvor der bor mindst ét artigt barn. Beregninger siger, at det (tidszoner og jordens rotation taget med i betragtning) vil tage 31 timer – men under forudsætning af, at de flyver afsted med en hastighed på 1000 kilometer i sekundet. Denne hastighed fører til at rensdyrenes kroppe bliver opvarmet på samme måde som en meteor, når den indtræder i jordens atmosfære.
CO2-udslippet og effekten på nedsmeltningen af indlandsisen på Grønland af denne ene nats aktiviteter er endnu ikke beregnet.

Nissernes arbejdshverdag bærer præg af ”Management-by-Mushrooms”.

Ligesom på en champignonfarm bliver disse ihærdigt og flittigt arbejdende væsener holdt i mørke. En gang i mellem bliver der hældt lort ud over dem, og når de så begynder at vokse – bliver deres hoveder kappet af.
Der eksisterer ingen undersøgelser om medarbejdertilfredsheden i institutionen ”Julen”, men meget tyder på, at den er lav. For ellers ville vi som kunder nok ikke opleve, at såkaldte drillenisser binder snørebåndene sammen på vores sko, kommer riskorn i vores cykelhjelme eller farver vores mælk blå. Dette kan kun forstås som et udtryk for nisse-medarbejdernes dybtfølte frustration over deres arbejdsbetingelser. Deres jobsikkerhed er dog høj, fordi vi som kunder trofast følger ”Julen” og dens regler og sørger for, at bundlinjeresultaterne er i orden. Men efter Jul bliver nisserne glemt og ryger på udsalg … indtil næste år.

Mandelgave og julestress?

Mens vi går amok på Black Friday og drøner rundt for at finde de rigtige gaver til kolleger, medarbejdere, kunder, borgere, klienter, venner og vores kære, stiller vi os mange spørgsmål. Hvor mange julefrokoster kan jeg egentlig holde til? Skal jeg bage selv – eller nøjes med at få bageren til at vride hænder og klejner? Flæskesteg eller gås? Når jeg det hele? Og … årets mandelgave: husk at trække vejret og få ikke julestress …

Alligevel er der noget ved Julen, som vi ikke kan modstå

Julen er et stærkt brand. Budskabet er enkelt og taler til vores følelser, uanset om vi tror på gud eller bare synes, det er dejligt, at et udsat barn kan være mønsterbryder og gøre karriere på verdensplan. Budskabet om håb og fred og kærlighed i hele verden behøver ikke at følge reglerne inden for gængs markedsføring og branding.

Og det er godt så – som Julen er sand.

Så derfor allerede nu ”From all of us, to all of you – we wish a Merry X-mas!”

Kursusmaker

PS: Ikke fordi vi tør sammenligne os med ”Julen”.
Men hos Kursusmaker er vi i gang med en omstrukturering (uden fyringsrunder), der vil betyde nye undervisere, nye kurser, en ny hjemmeside og meget andet, du vil synes om – og få gavn af.

Vi glæder os til 2020!

Skriv et svar