Vores blog

Er du tosset, hvor er vi kommet langt i Danmark.

Fra det første sindssygehospital (dårekisten), der blev oprettet ved Roskilde i 1816, til nu, hvor der bliver taget hånd om mennesker med deres forskellige psykiske, mentale og andre udfordringer i alle landets botilbud.

For nylig så jeg en udsendelse med medarbejdere fra TV Glad, som fejrer deres 20-års jubilæum for kanalens grundlæggelse. Det er en tv-kanal lavet af mennesker med udviklingshæmning og/eller funktionsnedsættelse. Udsendelsen satte tanker i gang.

Vi har meget at være stolte over, når vi ser på, hvordan vi omgås de medborgere, der falder uden for normerne.
Handicapområdet begynder historisk set med intentionen om at ”beskytte” resten af samfundet mod mennesker, der var klassificeret som ”åndssvage, sindssyge, imbecile, debile, degenererede” eller blot ikke passede ind, fordi de var gamle, fattige – eller skødesløse fruentimmere. Der var ingen skelnen. Det var bare ”de anderledes” Men lad det komme fortiden til gode, at faglig viden og indsigt var en mangelvare.

Vi kan være glade for, at vi er blevet så meget bedre til at skelne mellem diagnoser, at behandlingsmetoderne er blevet mere præcise, og at levevilkår og vores generelle syn på mennesker med kognitive funktionsnedsættelser eller udviklingshæmning er blevet anderledes.

Der er nogle milepæle i denne udvikling

Fx K.K. Steinckes socialreform i 1933, hvor staten for første gang overtager finansieringen af ”trængende åndssvage”, over serviceloven fra 1998, hvor udviklingshæmmede blev sikret retten til et individuelt bolig- og beskæftigelsestilbud og frem til ratifikationen af FN´s handicaplov i 2009. Meget mere kan nævnes.

Vi er nået langt fra forvaringsinstitutionerne med store fælles sengestuer, fangedragtslignende ens påklædning, kost af fordærvede madrester, behandlinger med forkerte og somme tider livsfarlige medikamenter og manglende forståelse, faglighed og omsorg i omgangen med beboerne.

Der er sket noget i Danmark siden dengang

Jeg selv har selv nogle fantastiske barndomsminder fra sidst i 60erne, da min farfar var forstander på åndssvageanstalten Lillemosegård, som den hed dengang.
At være på besøg på et sted med så mange spændende – indrømmet lidt anderledes – mennesker, var altid en oplevelse for mig som lille pige. Jeg husker, at sengestuerne blev nedlagt, at beboerne kom til at leve i mindre bofællesskaber, og at der blev bygget en lille kirke i ”landsbyen”.

Jeg husker nogle af beboerne: ham, der blev ”ansat” som gartner, ham, der altid var ”festtaleren”, når noget skulle fejres i fællesskabet – og ikke mindst gamle Tage, der havde Downs.

Jeg husker også dagen i kirken, da mine to yngre søskende skulle døbes og min egen ængstelige anspændthed over al den festivitas. Men Tage opdagede min forskrækkelse, tog mig fast i hånden og sagde: ”Du skal ikke være bange, søde lille frøken.”
Min angst forsvandt, for jeg følte mig beskyttet, inkluderet og integreret af et menneske med særlige behov – som én fra hans verden. Havde det været i dag, var Tage aldrig blevet anbragt på en institution.

Så ja, der er sket noget i Danmark, og der er nogle paradigmeskift, vi kan være stolte over. Lommefilosofier er blevet udskiftet med videnskabelig forskning, og erkendelserne derfra bruges i gode uddannelser og målrettet implementering i den praktiske hverdag på specialområdet.
Indimellem kan man godt føle et behov for at brokke sig over for få ressourcer og ønske flere varme hænder, men min overbevisning er dog, at vi er på rette vej.

Som en af reporterne på TV-Glad udtrykte det: ”Det bedste ved Glad er, at os med særskilte behov kan få lov til at bidrage til samfundet på vores egen unikke måde, akkurat som dem, vi er.”

Og det er vel ikke så tosset.

Skriv et svar