Vores blog

Ledere og medarbejdere i tyske daginstitutioner ser intenst på pædagogikken og den danske måde at opdrage børn på.

Det kan måske undre, da verdens allerførste børnehave blev grundlagt i Tyskland i 1841 og Danmark først fulgte efter 30 år senere.

Udviklingen i Danmark og Tyskland har selvfølgelig været forskellig på mange områder. Men når det handler om børneinstitutioner, er der dog et afgørende fælles træk. Da kvinderne som følge af industrialiseringen kom ud på arbejdsmarkedet, blev ’børnehaver’ nødvendige. Men det var i høj grad blot praktiske, men nødvendige ’pasningsanstalter’.

Den tid er for længst forbi både i teori og praksis. Idégrundlaget er i begge lande det samme, nemlig at barndommen har en værdi i sig selv, og at børnene skal forberedes til at blive selvstændige individer med ansvarsfølelse for andre mennesker og samfundet.

Men udviklingstempoet er utvivlsomt forskellige i Danmark og Tyskland. Nye teorier og praktiske tiltag har nok nemmere ved at vinde gehør og finde vej i Danmark end sydpå. Det betyder ikke, at de tyske pædagoger ikke prøver nye og forskellige veje.

 De har mange bud på forskellige pædagogiske koncepter: bondegårds-, skov- og naturbørnehaver; institutioner, der orienterer sig efter pædagogikken præget af Waldorf, Montessori, Pestalozzi, Piaget, Fröbel eller Kneipp. Eller den åbne børnehave, bevægelsesbørnehaven eller sågar den legetøjsfrie børnehave… Meget af det vil man som dansk pædagog nikke genkendende til.

Er den danske model et bud på de tyske udfordringer?

Det undrer dog ikke, at den danske model i børnehavepædagogikken kan synes mere overskuelig og nemmere at omsætte. Måske hænger det sammen med, at danske pædagoger agerer mere frit i forhold til lovrammer, teorier og doktriner. Vi gør det bare.

Tyske pædagoger har tradition for, at tingene skal være grundigt planlagte, gennemprøvede og evaluerede, før man tør kaste sig ud i eksperimenter.

Dertil kommer at Tyskland også er udfordret af deres grundlæggende samfundsstruktur. Det er ikke bare ét land, men 16 forbundslande med selvstændig lovgivning på mange områder, inklusive børneinstitutioner og børneopdragelse. Der er ingen tvivl om, at de enkelte forbundslandes lovgivning og traditioner skaber både større og mindre forskelle i betingelser og konkrete håndtering af rammerne for børneinstitutionerne og deres pædagogiske praksis.

Der er ikke noget galt med selve grundlaget for børneopdragelsen. Uddannelsen til børnehavepædagog varer mellem 3-5 år, og niveauet har høj kvalitet. Men det er som om, man holder fast i, at den færdigt uddannede pædagog stadig har en rolle som ”Erzieherin” (altså ”opdragerske”).  Faget har ikke nogen høj status, hvilket bl.a. afspejler sig i arbejdsvilkår og lønniveau. Måske er dette resterne af fortidens opfattelse af børnehavens rolle som pasningssted. Jobbet betragtes derfor som en nem sag, fordi man jo ”bare skal være sød ved børnene og passe på dem, mens mor er på arbejde. Dertil kommer, at der desværre stadig er en tendens til at opfatte mødre, der sender deres børn i institution, som ’ravnemødre’.

En særlig tysk udfordring. Og kan vi lære af den i Danmark?

Den demografiske situation er også speciel. Tyskland er et migrationsland, hvor over 27% af befolkningen er indvandrere og efterkommere. Til sammenligning er der i Danmark tale om 14,4% (pr. 1.1.2022).

Særligt i de seneste år har personalet i de tyske børnehaver været udfordret på integrationen af flygtningebørn fra Afghanistan, Syrien og senest Ukraine.

Fra danske forhold ved vi, hvor stort et problem, det kan være, selv om udfordringen er langt mindre. Vi kæmper med sprog, sociale forskelle, kulturelle traditioner og holdninger til børneopdragelse. Derfor er det overraskende og beundringsværdigt, at de tyske pædagoger klarer denne forskelsudfordring så godt. Overalt oplever vi intense debatter om den rigtige integration, og forslag til løsninger ligger ikke ligefor.

Så meget må vi indrømme, at på netop dette punkt kan vi lære af ’den tyske model’. Når ledere og medarbejdere i de tyske børnehaver står over for børn med rigtigt udfordrende ballast i rygsækken, viser det sig nemlig at de – uden at skulle tænke over modeller og regler – kan benytte sig af deres egen erfaringsbaggrund. Helt specifikt gælder det et stort antal pædagoger i Tyskland, som har anden etnisk baggrund end tysk. Der er ingen tvivl om, at dette faktum giver dem en helt anden mulighed for at sætte sig ind i den bevidsthed, som præger de børn, som kommer fra et andet miljø end det traditionelt tyske. Og denne ændrede, tilpassede praksis er samtidig med til at præge de grundlæggende principper for børnehavens pædagogiske principper. Dertil kommer, at også de pædagog-kolleger, som har etnisk tysk baggrund, lærer meget af den måde, som afhjælper problemet med en optimal integration.

Det kan vi bestemt lære af i det danske pædagogiske miljø. For selv om vi kan være stolte af vores ’danske modeller’, skal vi huske på, at inspiration ikke er envejskommunikation, men en gensidig proces.

Skriv et svar