Vores blog

2019 startede godt, da det danske håndboldherrehold den 27. januar – for første gang nogensinde – blev verdensmester. Selv mennesker, der ikke interesserer sig for sport, husker den legendariske 31-22 sejr over Norge. Der var noget smittende over euforien og stemningen, der sagde ”Alt bliver bare fantastisk i år”.

Sverige endte på en femteplads til VM, men fik til gengæld endnu engang en verdenskendt, stærk, lille pige med fletninger. Hun fik skolebørn til at strejke og protestere mod den globale opvarmning. Den 15. marts var der verden over mere end en million børn og unge på gaderne

Nogle af de børn blev så klimaforskrækkede, at deres lærere og pædagoger kom på endnu mere overarbejde. Sjældent har man set krav om ændringer i social- og klimapolitikken gå i hånd på den måde, da der blev valg den 5. juni. En ny regering blev dannet, og vi ventede spændt på de første udmeldinger om, hvordan denne havde tænkt sig at omsætte de nødvendige reformer i vuggestuer, børnehaver, skoler, botilbud, sygehuse, handicapområdet, ældreplejen…

Mange af os kom til at trække på smilebåndet, da Børnenes Statsminister som en af sine første opgaver skulle bevillige 11 millioner til køb af fire elefanter. Det smil frøs dog, da vi senere hørte, at der også skulle finansieres fire nye kampfly. Måske skulle vi alligevel sælge Grønland for at få råd til de påtrængte forbedringer på socialområdet? Lad blot ikke forsvarsministeriet, skatte- eller socialstyrelsen stå for at afvikle handelen.

Svenskerne fik Greta. Vi fik Britta.  Er der da slet ingen retfærdighed til? Jo, det tror jeg – for kursen er sat i den rigtige retning. I Danmark findes der mange pålidelige mennesker, der mener, hvad de siger. Der er fra politisk side er en indsigt i og en forståelse for, at der skal bruges flere offentlige penge i et land, derfor mange andre også står som en model for velfærd og social retfærdighed.

Vi har desuden den 9. januar 2020 at se frem til. Da starter EM i herrehåndbold. Hvis ikke politikerne har et bud på, hvordan vi fortsat kan leve i et af verdens lykkeligste lande, så har Mikkel Hansen det.

Men det er måske en påstand, der er lidt gak – inspireret af året, der gik.

Skriv et svar